Kreditforsikring dækker virksomheder mod tab, når kunder ikke betaler deres regninger. Det er især relevant, hvis du sælger varer eller ydelser på kredit. Går en kunde konkurs eller lader være med at betale, får du dækket en del af det udestående, så tabet bliver væsentligt mindre.
En kreditforsikring indeholder typisk følgende serviceydelser:
- Forebyggelse af ubetalt gæld: Overvågning af debitorer og deres betalingsmønstre.
- Inkassostyring: Hjælp til inddrivelse af ubetalte fakturaer.
- Erstatning: Kompensation for tab ved manglende betaling, afhængig af forsikringsvilkårene.
Hvorfor er kreditforsikring vigtig?
Mange virksomheder sælger på kredit. Det er godt for likviditeten, men en risiko, hvis kunderne ikke kan eller vil betale. Kreditforsikring dækker de tab, du får i de tilfælde.
Her er et par fordele ved forsikringen:
- Vækstmuligheder: Med en kreditforsikring kan du udvide kundebasen og gå ind på nye markeder med mindre risiko for tab på manglende betaling.
- Forbedret finansiering: Banker ser positivt på virksomheder med kreditforsikring, fordi risikoen for tab er mindre. Det kan give bedre lånevilkår og lettere adgang til kapital.
Hvordan fungerer kreditforsikring?
Når du tegner en kreditforsikring, vurderer forsikringsselskabet risikoen ved dine kunder. Selskabet gennemgår kundernes kreditværdighed. Ser det fornuftigt ud, får du dækning, hvis en kunde standser sine betalinger.
Dækningen varierer efter selskab og police, men den dækker som regel tab på ubetalte regninger. Den kan omfatte både danske og udenlandske kunder, afhængigt af aftalen.