Skru ikke for langt ned for varmen i sommerhuset

Som sommerhusejer står du hvert efterår over for et valg: Skal dit hus lukkes ned for vinteren, eller skal du lade varmen være på, så vandrørene holdes frostfri?

De høje energipriser kan friste til at sænke temperaturen i sommerhuset lidt for meget, hvilket kan føre til flere alvorlige frost- og vandskader i dit sommerhus over vinteren.

Der er flere ulemper ved at lade huset stå for koldt.

For det første kan du ikke benytte huset i lang tid, mens vandskaderne udbedres.

For det andet dækkes skaderne ikke af forsikringen, hvis skaderne skyldes, at huset ikke har været tilstrækkeligt opvarmet til at forhindre skaden.

"Typisk skal et hus opvarmes til min. 10–12 grader for at forhindre sprængte rør i vintermånederne, men isolering og stand varierer, og nogle huse kræver højere temperaturer", siger Ifs kommunikationschef, Birgitte Ringbæk.

Dækker forsikringen ved ikke-planlagt strømafbrydelse?

Hvis frostsprængning sker efter et tilfældigt svigt i varmeforsyningen, såsom en ikke-planlagt strømafbrydelse, så dækker forsikringen.

Undgå tyveri af brænde i sommerhuset

Har du brændeovn i sommerhuset, så tænk over, hvor du opbevarer brændet, når huset står tomt.

Brænde er nemlig blevet en attraktiv vare for tyve, når de er på uanmeldt besøg. Der er dog heldigvis flere ting, du selv kan gøre for at undgå tyveri af dit brænde:

  • Lås brændet inde, hvis det er muligt.
  • Flyt brænde ind på din grund, ude af syne fra vejen, hurtigt efter leveringen.
  • Som naboer kan I hjælpe hinanden med at holde øje og dele oplysninger, hvis I ser unormal trafik eller ubudne gæster i nabolaget.

Bliver der stjålet brænde fra under et halvtag eller fra et åbent skur uden tegn på opbrud, falder det under kategorien ”simpelt tyveri”, hvor dækningen typisk er mere begrænset end ved indbrud.

Om og hvornår du er dækket ved simpelt tyveri af brænde, afhænger af din police og af, om huset er beboet, udlejet eller udlånt på skadetidspunktet. Tjek din police, eller kontakt dit selskab, hvis du er i tvivl.

Forebyg vandskade

Når du lukker sommerhuset for vinteren, skal du især forebygge vandskader:

  • Luk for hovedvandhanen og åbn alle vandhaner for at lade vandet løbe ud af rørene. Uden vand i sommerhusets rør mindskes risikoen for frostsprængninger i løbet af vinteren.
  • Sørg for at tømme eller frostsikre alle toiletter og cisterner i sommerhuset.
  • Afmonter termostatstyrede blandingsbatterier, der indeholder vand, for at undgå frostskader.
  • Tøm eventuelle opvaskemaskiner og vaskemaskiner for vand, før du forlader sommerhuset for vinteren.

For at undgå frostsprængte rør bør du også:

  • Rens tagrender og brønde for blade. Tjek også taget for huller og revner, så vand ikke trænger ind i løbet af vinteren.

Husk, at din sommerhusforsikring ikke dækker vandskader forårsaget af frostsprængninger i rum eller bygninger, som ikke er tilstrækkeligt opvarmede, da dette øger risikoen for skader.